af Jesper, voksenbiblioteket
Indenfor de seneste år er de store amerikanske tv-stationers tilbøjelighed til at udgive hele sæsoner af deres TV-serier på DVD øget betragteligt, og undertegnede bibliotekars øjne er således blevet åbnet for en tidsrøver af de helt store. Jeg er mest til den dramatiske serie i føljetonstil fremfor eksempelvis sitcoms og mere enkelthistoriefokuserede serier, og jeg indrømmer gerne, at jeg er narkoman. Ikke bare almindelig skabsmisbruger, nok nærmere åbenlys junkie.
En af de gode ting ved serienarkomani er, at man kan dyrke lasten uden fuldstændig at smadre resten af sit liv. En sæson tager typisk et sted mellem 10 og 20 timer at æde sig igennem, altså nogenlunde samme tid som en god, tyk roman, og det kan således ordnes med nedrullede gardiner ved sengetid. Tidsforbruget er ikke det eneste, TV-serien har tilfælles med romanen. Typisk for de dramatiske føljetoner er det langstrakte, underliggende plot, der varer hele seriens levetid og danner basis for en række mindre historier, plots og forviklinger, der typisk udspilles over en mindre række afsnit.
Skal man være lidt langhåret, kan man sige, at føljetonserien har lige så meget tilfælles med romanens kapitelopdelte fortælleform, som det overordnede plot har med spillefilmens point-of-no-return-opbygning, og oplevelsen, man får af at leve sig ind i en serie, kan da også minde meget om den oplevelse, man får ved at læse en god bog. Hvad serierne ofte ikke har i nuanceret personskildring og deslignende, har de i kontinuitet og den tiltagende følelse af at være hjemme i universet. Man opdyrker efterhånden et familiært forhold til hovedpersonerne på en helt anden måde, end det sker i en halvanden times spillefilm.
TV-seriernes fremmarch skyldes dog ikke udelukkende den øgede distribution via DVD-mediet. Den skyldes nok først og fremmest det faktum, at amerikansk serieproduktion i disse år gennemlever en guldalder af talentfulde producere, scriptwriters og instruktører samt en øget konkurrence stationerne imellem og dermed en øget vilje til at investere i serieproduktion.
Især den amerikanske tv-station HBO har siden årtusindeskiftet gennem en perlerække af serier taget kampen op med Hollywood om DVD-seernes gunst. Blandt de bedste HBO-serier bør nævnes guldgraverserien Deadwood, hvor saloonejere og guldgravere iblander deres shakespearske talegaver værdiladede ord som cocksucker, fuck, prick og whore, den beskidte Baltimorebaserede kriminalserie The Wire, den stort og i antikken anlagte Rome samt den surrealistiske det-gode-mod-det-onde-myte-baserede cirkusserie Carnivàle.
Flere andre serier er dog absolutte must-sees: Eksempelvis min personlige favorit, Lost, der er en moderne robinsoe-crusoe-historie, der flirter med det overnaturlige. Hvis man har en svaghed for sciencefictionuniverser, og hvilken rask dreng har ikke det, er Battlestar Galactica et must-see, og den lidt mindre anlagte, mens mindst lige så charmerende Firefly, bør man heller ikke gå udenom.
I den mere jordnære afdeling skal man dog ikke snyde sig selv for især første sæson af den spændingsmættede fængselsflugtserie Prison Break, og mens man venter på de nye sæsoner af sine favoritserier, kan man fordrive ventetiden med de første fem sæsoner af det velproducerede og tempofyldte seerhit 24.
Skal man se fremad, så glæder jeg mig til sommerens førstesæsonudgivelser af den fantastisk anmeldte superhelteserie Heroes og tempelridder-konspirations-mysteriet (den slags holder altid) Vanished. Og jeg glæder mig som en vanvittig til tredje sæson af både Lost og Battlestar Galactica.
Slutteligt bør det nævnes, at enhver seriejunkie naturligvis må og skal erhverve sig den nyligt udgivede anden sæson af en af de helt store klassikere: Twin Peaks. Universal gjorde i 2002 den ondeste af alle onde ting: At nøjes med at udgive første sæson og af forskellige copyrightmæssige årsager det næste halve årti at holde alle hen i uvished om, hvem der skød Special Agent Dale Cooper i de døende sekunder af første sæsons finale. Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at det ikke var butleren.
Jeg køber mine TV-serier på www.cdwow.com , som er et af de førende sites indenfor salg af musik og film. På samme site er 5 ud af de 10 bedst sælgende DVD’er ikke spillefilm, men TV-serie-bokse. Det er det, kidsne vil have, og det er en udvikling, der fortsætter. Vi skal have disse serier ind på biblioteket, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Biblioteket Blågården 
